Provinsen Viru eller Virland i nordøst

Virland er det dansk / nordiske navn for den estiske provins Virumaa oppe i det nordøstlige hjørne mellem Finske Bugt og den russiske grænse. Denne landsdel (som nu er delt i to amter) har også været dansk og den har flere imponerende borge og fæstningsværker fra danskertiden. I Rakvere ligger Estlands svar på Hammershus, den store halvt bevarede ruin af borgen, der som byen hed Wesenberg på tysk. I den østligste ende af provinsen, i Narva står den relativt intakte Hermann-fæstning, der også huser bymuseet. Den minder meget om Kalø slotsruin, der blev bygget omtrent samtidig. Helt unikt er sceneriet med denne middalderborg klods op ad naboborgen mod øst, den russiske Ivangorod-fæstning, der tydeligt symboliserer mødet mellem den vestlige civilsation og Rusland. De to borge er da også at finde på FN’s kulturarvsliste.

Denne landsdel er kontrasternes land. Her finder man den vildeste og mest rene natur, og her ligger den vigtigste sværindustri med dertil hørende ar og sår på omgivelserne. Byen Kunda er berømt for sin store cementfabrik, der i første halvdel af 1900-tallet tilhørte danske F.L. Smidth. I dag kan man besøge et fabriksmuseum i byen. Vil man have industriområdet ind under huden, må man ned i minerne: På det store minemuseum ved Kohtla-Nõmme kan man se hvordan man i 100 år har brudt olieskifer – Baltikums eneste fossile råstof og selve årsagen til den store industrikoncentration i dette hjørne af Estland. Behovet for arbejdskraft her var samtidig også hovedårsagen til den massive russificering som gennem den sovjetiske besættelse fandt sted af denne landsdel. Undervejs på rundturen får man en køretur i de gamle minearbejdertog, og besøget kan passende rundes af med en minearbejderfrokost nede i minen: Suppe, smørrebrød og en dram vodka!

- Og nu vi er ved Sovjetunionen: ”Back to the USSR” kunne være en passende titel på et kort visit i den engang lukkede og tophemmelige by Sillamäe, hjemsted for produktion af uran og mange sjældne metaller til bl.a. våbenproduktion. Byen er opført som en mønsterby, med de fineste eksempler på sovjetisk arkitektur fra 50’erne. Sågar en kopi af den berømte Odessa-trappe finder man her!

Viru / Virland ligger klemt inde mellem tre vande, nærmest som en halvø: Finske Bugt mod nord, Narva-floden (grænsen mod Rusland) mod øst og Peipussøen mod syd. Så snart man bevæger sig lidt bort fra industricentrene ved Finske Bugt, havner man i den vildeste natur, med nogle af Estlands største skove og sumpe. Midt ude i dette ”civilisationens intet” ligger det afsondrede Pühtitsa-kloster. Estland er jo fortrinsvist luthersk-evangelsk, men netop her har der siden Zar Aleksander III’s russificeringskampagner i slutningen af 1800-tallet ligget et nonnekloster som rekrutterer sine nonner fra det indre Rusland. Nonnerne tager gerne imod og viser rundt.

Lidt længere mod syd dukker den enorme Peipussø op – Europas femtestørste indsø. Søens nordlige bred udgøres af den fineste sandstrand, og med et blik udover det uendelige vand føler man sig let hensat til en kyst ved Kattegat. Men vandet er altså fersk, ikke salt. Lidt længere mod syd er søens kyst befolket af et ganske særligt mindretal – de gammeltroende russere, der for godt 300 år siden flygtede fra Ruslands kirkereformer. Her ser man ægte russiske landsbyer som de så ud i det gamle Rusland, tætte bebyggelser med høje porte som omgiver de små gårdspladser. – Og midt på sommeren ses over alt løg som tørres på store net. Lokalbefolkningen lever nemlig traditionelt af fiskeri og grøntsagsdyrkning, særligt løgdyrkning, hvorfor de i estiske folkemunde kaldes ”løgrusserne”. Et besøg er kan passende gå forbi en lokal kirke, et egnsmuseum og afsluttes med et godt måltid mad på ”Kolkja Løg og Fiskerestaurant”!

Mod vest finder vi Lahemaa Nationalpark, berømt for sine mange smukke landskaber langs de mange fjorde (Lahemaa = Fjordlandet). En vandretur ad bæverstien eller på plankestierne over den vidstrakte højmose kan være et friskt indslag under en køretur. Nationalparken er også rig på smukt restaurerede tysk-baltiske herregårde, der både fungerer som museer, restauranter og hoteller, og naturligvis kan man også indtage et solidt måltid husmandskost på en af de smukke gamle landevejskroer og poststationer.